Dine værter

Vi hedder Alma og Mathias, og vi er værterne bag Under Canvas Bornholm.

Glampingcampen ligger på Mønstergård, en gård fra 1866, i et landskab med urørt skov, søer og græsmarker med vilde blomster, så langt øjet rækker. Vi bor på Mønstergård og driver et biodynamisk landbrug med oldtidskorn og naturpleje.

Natur Glamping Bornholm
Natur Glamping Bornholm

Fra Kenya til Mønstergård

Mathias er opvokset på Mønstergård, mens Alma er vokset op i Nairobi i Kenya. Alma har læst biologi ved University of Nairobi og senere ved Københavns Universitet. Hendes familie driver et safari-lodge i Amboseli-området tæt på Kilimanjaro, og naturen har derfor altid været en naturlig og integreret del af hendes liv.

Vi mødte hinanden i Kenya, hvor Mathias arbejdede fra 2019 til 2022 for den danske NGO Mellemfolkeligt Samvirke. Vores tid sammen dér kom til at præge os begge, og det var her, drømmen om at tilbyde Kenya-inspireret glamping på Mønstergård tog form.

Tredje generation på Mønstergård

I 2024 overtog vi Mathias’ forældres biodynamiske landbrug, og samme år blev vi gift i bøgeskoven her på gården. Traditionen med at blive gift på stedet blev dermed ført videre, da Mathias’ forældre selv blev gift i Ølene 14 dage efter, at de i 1987 overtog gården fra Mathias’ bedsteforældre.

Under Canvas Bornholm
Glamping Accomodation Hotel Bornholm Book

Ro, plads og nærhed til naturen

I teltene vil I opleve elementer, der trækker tråde til vores tid i Kenya – tæpper, dekorationer og te inspireret af den østafrikanske safaritradition.

For os handler glamping om nærhed til naturen, ro og plads til privatliv. Om at vågne til fuglelyde, mærke vejret og skrue ned for tempoet – uden at gå på kompromis med komforten.

Vi håber, at I vil føle jer hjemme og nyde roen, naturen og tiden her.